Janderup

Varde Å Dag i Janderup

En traditionsrig familiedag med oplevelser for børn og voksne

Velkommen til Varde Å Dag i Janderup – en hyggelig og traditionsrig dag, hvor natur, historie og fællesskab mødes i naturskønne omgivelser ved Varde Å.

Janderup har gennem århundreder været et vigtigt handelssted. Allerede i 1500-tallet fungerede Ladepladsen som udskibningssted, hvor varer blev fragtet til og fra området via åen og videre ud mod Vadehavet. På å dagen danner de historiske omgivelser rammen om en festlig dag for hele familien.

Masser af aktiviteter for børn i alle aldre

Glæd jer til en dag fyldt med sjove og spændende oplevelser:

  • Ugleshow og mulighed for at komme tæt på de fascinerende fugle
  • Besøg Hjemmeværnets stand og få en sejltur på åen med deres båd
  • Rideture på islandske heste
  • Lav dit eget rollespilssværd
  • Pandekagebagning over bål med spejderne
  • Kreative aktiviteter i Krea Caféen
  • Fællessang, konkurrencer og quiz med flotte præmier
  • Mød jægere og lystfiskere, som fortæller om naturen omkring åen
  • Masser af markeds- og salgsboder

Besøg også nogle af Å dagens andre lokaliteter:

  • Janderup Kirke – en af Vestjyllands mest rigt udsmykkede landsbykirker med smukke kalkmalerier og åbent kirketårn.
  • Kreative Haver – en inspirerende og stemningsfuld have på Skråvejen 7.
  • Eventyrgården – byens forsamlingshus holder kræmmermarked og åbent hus

Mad og hygge hele dagen

Der vil være rig mulighed for at stille både sult og tørst med:

  • Helstegt pattegris
  • Hotdogs og sliders
  • Frikadeller med kartoffelsalat
  • Is, popcorn, kaffe og kage
  • Den traditionsrige Varde Å Dag-øl

Skolens støtteforening står klar med en stor kagebod, og hele overskuddet går ubeskåret til aktiviteter og glæde for skolens børn.

Praktisk information

Aktiviteter finder sted på:

  • Ladepladsen, Åkirkevej 51
  • Janderup Kirke, Præstegårdvej 29
  • Kreative Haver, Skråvejen 7
  • Eventyrgården, Vesterled 52

Tag familien med til en dag fyldt med leg, oplevelser, lokalhistorie og hyggeligt samvær i Janderup. Varde Å Dag er en festlig tradition, hvor både børn og voksne kan skabe gode minder sammen.

 

Lidt historie om Ladepladsen, kirken og Eventyrgården:

  •  Janderup kirke er en af Vestjyllands rigest dekorerede landsbykirker. Kirken ligger i Varde ådal. Placeringen ved åen har gjort det lettere at transportere byggematerialer til kirkens ved dens opførelse i 1200 tallet, men vandstandsstigninger og stormfloder har flere gange medført, at vandet har stået helt op til kirken.

    I forbindelse med stormen i 1981 gik vandet helt op omkring kirken, så da orgelbyggere skulle bære det nyrenoverede orgel ind i kirken, måtte de stride sig igennem vandet i gummistøvler for at få orgeldelene indendørs.

  •  

  • Eventyrgården: I dag drives Eventyrgården som et såkaldt “nøglehus”, hvor man lejer de lokaler man har behov for og selv sørger for borddækning, mad etc.

    Eventyrgården er også hjemsted for 7 kanten, Den Vestjyske Amatørscene, regionens største amatørteater. De præsenteres hvert år 5-6 forestillinger i egen teatersal, og de opfører det årlig Varde Sommerspil i friluftsscenen Arnbjerg parken.

    Huset blev bygget i 1942 af Janderup-Billum kommune som egnens lokale skole.

    I bygningens stueetage var der bibliotek, et klasseværelse, gymnastiksal, omklædningsrum, baderum og redskabsrum.

    På 1. sal var der pedelbolig, skolekøkken og sløjdlokaler. Skole var i brug indtil 1970. Siden 1970 har stedet været ejet af den selvejende institution Eventyrgården, der tilbygger restauration og sal.

  •  

  • Ladepladsen: Til dagligt bruges ladepladsen som rekreativt område med shelter, teltplads og bålhytte. Ved åen er der træbro med fortøjning til både, kanoer mm. En stormflodssøjle på pladsen minder om, at åens vandstand er påvirket af tidevandet i Vadehavet, og jævnligt går over sine bredder.

  •  

  • Ladepladsen i helt gamle dage:

  • Ladepladsen ved Janderup nævnes første gang i 1554. Der har sandsynligvis været ladeplads ved Janderup før kirken blev bygget i 1200-tallet. Som den sidste brede strækning på åen, stadig reguleret af havets flod og ebbe, var det et naturligt endepunkt for de lidt større skibe, der kom med varer fra Ho Bugt. Skulle man videre til Varde, måtte man trække varerne ved håndkraft på mindre pramme, mens man gik langs åen – eller ro.

    Bønderne ankom med deres produktion af jydepotter, og dette måtte tilpasses  tidevandets rytme. Skibene skulle lastes ved ebbe, for så kunne man køre helt ud til dem med vognlæsset. Når det atter blev flod, steg vandstanden, og de fladbundede skibe sejlede endnu engang turen ud til havet.

    Toldsted for Varde

    I 1600-tallet var Janderup udhavn for Varde købstad, og flere Janderup-borgere var både bønder, skippere og handelsfolk. Trods byens placering inde i landet har der været en maritim atmosfære i landsbymiljøet. Folk kom til Janderup for at hente varer, og havde til gengæld skibene ladet med byggematerialer hjemmefra.

    I 1680 blev der oprettet toldsted ved Janderup havn som en afdeling under Varde toldsted.

    Begyndelsen på enden

    I 1692 flyttedes Varde toldsted til Hjerting, men der blev stadig losset varer ved Janderup ladeplads. Indtil begyndelsen af 1900-tallet blev der sejlet lyng og tørv til Fanø fra Janderup ladeplads, og da mejeriet i Janderup blev opført i 1883, blev byggematerialerne sejlet ind til ladepladsen. I 1903 kom jernbanen til Janderup. Den varetransport, der tidligere havde foregået via åen, overgik nu til jernbanen. Ladepladsens tid som handels- og fragtcentral var forbi.

  •  
  •  
Dette er en overskrift